Pia Juul
Jeg havde en lærer i skolen. Lad os kalde
ham Agner, for det hed han. Lad os sige, han var min dansklærer, selv om
han ikke var det. Hele klassen
elskede ham fra begyndelsen, også jeg. Vi var som klasse betragtet et
stort problem, udefra betragtet altså. Indefra var vi en fasttømret
gruppe forskellige individer, der holdt af at omtale os selv som nogen
med et godt sammenhold, den store hjalp den lille og så videre. Hvor
denne selvforståelse kom fra, ved jeg egentlig ikke. Vi lavede ballade,
som det hed, i en meget stor del af timerne. Nogle få lærere
respekterede vi, af uransagelige årsager. Årsager som lærerne
formodentlig grundede en del over, men det gjorde vi ikke selv. Det
forholdt sig bare sådan, at når visse lærere trådte ind ad døren,
forvandlede vi os stort set alle til djævle, og det er ikke rart at
tænke tilbage på. Agner havde selv gået på skolen som barn, og tilfældet
ville, at vores regnelærer dengang havde haft ham i skolen. Han var,
sådan gik historien, en sæk lopper, kæftede op og var umulig, og da
regnelæreren en dag havde spurgt hver enkelt elev om, hvad de engang
ville være, havde Agner sagt: skolelærer. Regnelæreren havde slået en
høj latter op og havde sagt: Så vil jeg håbe for dig, at du må få en hel
klasse fuld af Agner’e. Nu lød så den morsomme historie, at det havde
han fået: nemlig os. Han fortalte os selv historien med det spillende
smil, han næsten altid havde i øjnene, og vi kom ganske givet til at
holde af ham, fordi han ikke lagde skjul på, at han godt kunne lide os.
Han lignede en, der ikke var stort mere end en skoledreng, når han sad
og drejede på stolen og grinede sin lidt fjollede latter, der også
smittede, fordi den lød sjov. Han talte med os, og han tog os alvorligt.
Når hans faglighed dukkede op, kom det næsten altid som en overraskelse,
men vi beklagede os ikke, vi ville gerne lære noget, så længe han
syntes, det var en god idé. Men så
kom han på kursus, og det ændrede situationen noget. Der hørte han om et
sjovt eksperiment, og nu ville han prøve det med os. ”Forstil jer,”
sagde han, ”at I selv kunne sammensætte en gruppe til gruppearbejde.
Hvilke tre fra klassen ville I vælge?” Jeg syntes, det lød sjovt, det
var en forfriskende idé, for normalt blev vi bedt om at vende os om to
og to og arbejde sammen med dem, der sad bagved. Jeg sad ved siden af
min veninde Ida, og vi var altid sammen derhjemme og i skolen. Jeg så
mig om i klassen og prøvede at vælge nogle, jeg ikke plejede at være
sammen med. Harry, som ikke var særlig dygtig til det boglige, men var
sød og sjov og kløgtig på sin egen måde. Else, som var stille og genert,
men virkede, som om hun en dag ville byde på noget spændende. Og Robert,
som var den bedste i klassen til alting, ham ville det være klogt at
have med, selv om jeg ikke så godt kunne lide ham.
Vi skulle skrive vores eget navn øverst
og de tre udvalgte nedenunder, så ville Agner tage sedlerne med hjem og
kigge på dem. Hvad der skulle komme ud af det, fortalte han ikke. Jeg
troede, at han ville sætte nogle nye grupper sammen ud fra vores ønsker
næste gang vi skulle have gruppearbejde, men det var ikke det, han havde
i tankerne, viste det sig. Han kom
ind i klassen til den næste time, smækkede tasken op på katederet og så
ud over os med et bedrøvet blik. Han rystede på hovedet. ”Jeg troede,”
sagde han, ”- her har jeg gået og troet, at I havde sådan et godt
kammeratskab, men jeg skal love for, jeg har fundet ud af noget andet.
Dér tog jeg godt nok fejl.” Han satte sig og begyndte at bladre i vores
sedler. ”Nu for eksempel dig,” sagde han og så på mig. ”Kan du ikke lide
Ida? Jeg troede, I var veninder, er I ikke det?” ”Jo,” sagde jeg. ”Det
tror jeg også, Ida troede, hun har nemlig skrevet dig på sin seddel. Men
du har ikke skrevet hende på din; hvorfor har du ikke det?” Jeg kunne
ikke svare. Jeg skævede til Ida, der rødmede mere end mig og stirrede
væk fra både mig og Agner. Hans stemme blev underligt mumlende og fjern;
jeg kunne ikke rigtig høre, hvad det var, han sagde, men det var vel
noget mere om, at vi slet ikke var så gode kammerater, som han havde
troet, vi var. Jeg rejste mig uden
at bede om lov og famlede hen til døren og gik ud på gangen. Toilettet
lå lige overfor, jeg låste døren og så mig i spejlet, mens jeg græd,
munden lignede munden på en klovn, mine øjne blev røde og ophovnede lige
med det samme, jeg var grim, men det var der ikke nogen der så. Så
klaskede jeg masser af koldt vand i ansigtet og skar grimasser og gik
tilbage til klassen. Agner kiggede
på mig hele vejen fra døren og hen på min plads. ”Er der noget i vejen?”
sagde han venligt. ”Har du grædt?”
”Nej,” løj jeg. Jeg kunne ikke lide Agner mere.
Bragt med forfatterens tilladelse |
Om Pia Juul
Pia Juul i "Den Store Danske"
Pia Juul (f. 1962) er student fra Hobro
Gymnasium i 1981. Hun startede allerede med at skrive i sin gymnasietid,
professionelt først med en række digtsamlinger, senere to
novellesamlinger, ”Mit forfærdelige ansigt” (2001) og ”Dengang med
hunden” (2005), som gav hende et gennembrud til en større læserskare.
Hendes sidste værk er en art blandingsgenre, ”Radioteatret” (2010). Pia
Juul er højt anerkendt i den litterære verden i Danmark og også medlem
af Det Danske Akademi.
|
