Lisbeth Brun
- Måske startede det hele, dengang Svend
Børges søster døde.
- Svend Børge? Dine øjne gled ned
over de sorthvide fotos i det røde hefte.
Nej, han var der ikke. Han var et af de
mange børn, der gik gennem svingdøren og ud igen uden at efterlade sig
spor.
Vi vidste ikke, at han havde en søster.
Endnu mindre, at hun var syg. Kun Svend Børge var startet på skolen,
altså havde hun hele tiden ligget derhjemme eller på sygehuset, og nu
var hun altså død.
Ingen fortalte os det. Eller foreslog, at
vi lavede en tegning og foldede hænderne og holdt vores mund i et minut.
En morgen, mens vi stod to og to ude i gården på Nordre med solen i
ryggen og ventede på, at det blev vores tur, var der en, som hviskede,
at Svend Børges søster var død. Af kræft.
Et sted oppe i Stoldalen havde nogle
forældre mistet et barn, og Svend Børge var blevet lidt mere alene, end
det han allerede var. Vi drejede os og så, at han stod bagerst i rækken
og lignede sig selv, og det var ikke til at holde ud.
Bedre blev det ikke, da han en dag i det
store frikvarter stod uden for indgangen til den gamle gymnastiksal med
en hel kasse Fazer.
- Der er en til hver, sagde han.
Vi stod i skyggen inde under halvtaget,
og ude i gården løb eleverne fra de andre klasser omkring og larmede.
Han rakte kassen frem, og vi tog en æske
hver. De var ternede med sorte og hvide ruder, og der var også noget
rødt, og da han var gået, var der en, som sagde:
- Han prøver at købe os.
Kræft. Købe.
Det var nye ord, og jeg kunne mærke, at
det var sandt, og vi stod med silende spyt og blev enige om, at han
havde stjålet dem. Salmiakken hvinede og fjernede smagen af madpakken,
men ikke følelsen af ubehag, og det var en lettelse, den dag hans stol
igen stod tom. På det tidspunkt var
Lone og Elin flyttet, og derefter forsvandt Niels. Hans forældre sendte
ham på Vebbestrup, for han skulle være ingeniør, og det blev han også,
og jeg kan ikke slippe følelsen af, at netop de tre kunne have beskyttet
mig. - Mod hvad? spurgte du.
- Mod at blive som de andre.
Du kærtegnede de smukke armlæn.
- Men jeg kan ikke se, hvad det har med dem
her at gøre. - Den næste, vi
kastede os over, var Peter Halkjær, sagde jeg.
Igen søgte dine øjne ned over de små fotos.
- Han ser da meget rar ud.
- Vi kaldte ham Halvsær.
Dine hænder blev ved med røre ved stolen, og
det var, som om du ikke lagde mærke til det.
Helt slemt blev det, da Peter en tirsdag tog
en single med i skole. Det var den med malkekarrusellen, og om lørdagen
havde den været med i De musikalske venner. Peters far måtte om mandagen
være strøget ned i byen og have købt pladen. Den måtte have ramt noget i
ham, og heller ikke det kunne vi holde ud; at Peters alt for gamle far
brændte for noget, og først og fremmest syntes vi, at teksten lugtede af
stald, og det ville ikke finde os I.
Vi grinede og larmede, og musiklæreren
gav op og tog pladen af og gik ned til Peter med den og sagde, at vi
ikke forstod, hvad det handlede om. Det gjorde kun de to, og det skulle
han nok ikke have sagt. Det endte
med, at Peter fik lov til at gå ud af ottende. Efter sommerferien var
det mærkeligt et øjeblik at komme i tanke om, at han nu var på arbejde
lige som de voksne, men han var ikke voksen, han var en tyk dreng, der
havde vanskeligt ved at læse, og nu stod han ved siden af sin far, og
han viste ham, hvordan man gjorde.
Ingen af os anede, hvordan man rensede en
tarm, og vi var for feje til at række hånden op og spørge. Og endnu
mindre vidste vi, at Peter også måtte have stået sammen med Jodle Birge,
før han blev fyret, og jeg håber, at det var ham, der lærte Peter op og
sang for ham imens.
Først de senere år er det gået op for
mig, at det eneste, vi havde til fælles i klassen, var alle disse døde
dyr. Vores fædre var enten på Blåkilde, Norcold eller slagteriet. Vi
sagde norkåld, og om eftermiddagen kunne man se dem cykle ud ad Skivevej
på vej til aftenholdet. Vi vidste
heller ikke, at vores fædre af og til blev sat til at pakke rådden
skinke til eksport, eller at Jørgens mor om formiddagen fik besøg af
farens arbejdskammerater.
Oprindelig ville jeg have været
landmåler, og det handlede om noget i mig selv. Det endte altid med, at
jeg var for meget eller for lidt. Men jeg besluttede mig for dyrlæge og
troede, at så var det begrænset, hvad jeg skulle have med mennesker at
gøre.
Efter et grimt uheld med en ko opgav jeg
at praktisere og sendte en ansøgning til fem slagterier, og skæbnen
ville, at jeg fik arbejde hos Danish Crown i Hobro.
Da overdyrlægen viste mig rundt, overvejede jeg, om Peter stadig var
der, og det kunne jeg ikke forestille mig.
Men han stod ovre til venstre sammen med
en anden kleppert og lignede sig selv. Det brune hår krusede, kinderne
var røde, og han havde ikke tabt sig. Bag dem løb vandhanerne, og de
stod lige under et ovenlysvindue, og man kunne se dem og tarmene meget
tydeligt, og jeg sagde: - Vi to
kender vist hinanden. Han burde
have smidt noget efter mig, men det gjorde han ikke. Jeg spurgte, om han
havde fået kone og børn, og han grinede og svarede, det havde han ikke
tid til. Hans kammerat grinede også, og jeg fik lyst til at blive
stående og sludre med dem, men vi skulle videre.
Da vi igen gik ned ad trappen, spurgte
overdyrlægen, om jeg spillede Bridge. Det gjorde jeg, og sagt mellem os
to, tror jeg, at det var afgørende for, at jeg fik stillingen.
Vi havde ti minutters pause hver
time, og da skyndte vi os ned i dyrlægernes frokoststue og fik gang i
kortene. Der var et langt bord, og omkring det stod ti stole med
lædersæder, rund ryg og udskårne armlæn.
- Sikke nogle smukke stole, udbrød jeg,
første gang jeg så dem. - Ja, der
sidder man godt, svarede overdyrlægen.
Jeg kunne ikke komme mig over, at der på så
ydmygt et sted som Hobro Slagteri fandtes sådanne møbler, og en morgen
mødte jeg før tiden og tog nogle billeder, som jeg sendte over til Bruun
og Rasmussen.
Der gik næsten to måneder, før jeg fik
svar. De ville jo helst have tingene indleveret, men havde forståelse
for situationen, og brevets indhold fortalte jeg aldrig til nogen.
Allerede dengang gik der rygter om lukning,
men vi håbede, at de ville tage Nørresundby eller Sæby, og bekræftede
hinanden i, at nu hvor motorvejen var kommet, var vi sikret. Så dumme
var vi, og en dag fik vi datoen at vide.
Stemningen var trykket de sidste måneder, og flere gange tænkte jeg på
at gå op forbi Peter og spørge, hvilke planer han havde, men jeg fik det
aldrig gjort.
Alle vi dyrlæger kom til den afsluttende fest, og jeg så mange blanke
øjne. Men vi tog tidligt hjem, for vi vidste, at der ville blive
slagsmål.
Det var næsten lyst, og Randersvej var tom og stille, da jeg kørte ned i
byen. I andet forsøg lykkedes mig at trille hen foran indgangen, og det
tog ikke lang tid at bære stolene ud. Også deres skæbne havde vi drøftet
i pauserne, og en af de unge foreslog, at vi fik en hver, og så kunne
folk alligevel ikke få sig til det.
Da jeg satte den sidste op på ladet, var der en, som kom gående ude fra
Havnegade. Jeg vendte mig ikke om, og han stillede sig ved siden af mig
og så ind i lastbilen.
- Var det en god fest? spurgte jeg.
Peter havde blod i ansigtet og snøvlede noget, som jeg ikke forstod.
- Skal jeg køre dig hjem?
Han svajede og greb fat i kanten af ladet.
- Fandeme nej.
Et øjeblik frygtede jeg, at han faldt. Da ville jeg være blevet nødt til
at bakke hen over ham med et hjul på hver side, og jeg var ikke i tvivl
om, at også det ville lykkes mig, hvis blot han lå stille. Men han
klarede den og tumlede videre.
Du fulgte mig til banegården som lovet, og først det sidste stykke
begyndte du at snakke.
- Hvor skal I være?
- På et sted, der hedder Dolce Vita.
På hele turen havde jeg lagt mærke til, at du kørte langsommere end
ellers, og det gjorde mig bange.
- Hvornår sås I sidst?
- For tyve år siden.
- Og nu har I fyrre års jubilæum?
- Ja.
- Var ham Peter med sidste gang?
- Nej.
- Tror du, han kommer?
- Jeg ved det ikke.
Du blinkede fra og drejede ind på en ledig holdeplads.
- Hvornår er du hjemme igen?
- I overmorgen, svarede jeg.
Jeg kunne se det på dig. Du havde fået nok af alle disse ord, som hele
tiden skulle forklare noget, som du ikke troede på.
Men stolene, dem var der ingen, der kunne tage fra mig.
Bragt med forfatterens tilladelse |
